Gå til indhold
Danmarks Fængsler

Interview med en indsat

En tremmedør åbnes. Man ser ikke et ansigt, kun en arm i en blå skjorte.

Indsatte i Danmarks Fængslers institutioner har i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 1, og varetægtsbekendtgørelsens § 78, stk. 1, ret til at udtalelse sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.

Denne ret kan dog – både for afsoner og varetægtsarrestanter – begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte ofre og pårørende eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 2. Derudover kan politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant meddeles tilladelse til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotograferer til medierne, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 78, stk. 2. Danmarks Fængsler foretager en konkret juridisk vurdering i hver enkelt sag. Det er derfor påkrævet, at der ansøges om tilladelse i hvert enkelt sag.

Såfremt du  ønsker at interviewe en indsat, skal du som nævnt ovenfor søge om tilladelse hertil.

Danmarks Fængsler i Grønland
Domfældte i Danmarks Fængslers institutioner, som afsoner en idømt foranstaltningstid, har ret til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne jf. kriminallovens § 220. Denne ret kan dog begrænses af Danmarks Fængsler af hensyn til institutionens sikkerhed, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen jf. kriminallovens § 220, stk. 2.

Tilbageholdte i anstalterne har ret til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne jf. bekendtgørelse nr. 1176 af 7. december 2009 om tilbageholdte § 58 (Tilbageholdelsesbekendtgørelsen). Grønlands Politi kan af hensyn til tilbageholdelsens formål jf. tilbageholdelsesbekendtgørelsens § 59, modsætte sig at der gives tilladelse til at udtale sig til medierne og i den forbindelse lade sig fotografere. Hvis politiet ikke modsætter sig tilladelse, kan Danmarks Fængsler begrænse tilladelsen af hensyn til institutionens sikkerhed, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.

Det er nødvendigt at ansøge om tilladelse til kontakt til tilbageholdte og domfældte i hver enkelt sag, hvor indsatte ønskes kontaktet af medierne. Danmarks Fængsler i Grønland foretager således under henvisning til ovennævnte regler en konkret juridisk vurdering på baggrund af omstændighederne i den enkelte sag. Grønlands Politi træffer afgørelse i sager vedrørende tilbageholdte anbragt i politiets detentioner, jf. tilbageholdelsesbekendtgørelsens § 60.

Her sendes ansøgning:

Hvis du allerede har kontakt til den indsatte, skal du fremsende din anmodning til den institution, hvor den indsatte er indsat – med presse@krfo.dk cc. Hvis du ikke ved, hvor den indsatte er indsat, kan du fremsende din anmodning til Koncern Klientsagsbehandling i Styrelsen for Danmarks Fængsler på klientsager@krfo.dk med presse@krfo.dk cc.

En ansøgning om interview skal indeholde:

  • En beskrivelse af formålet med interviewet, og hvilke emner interviewet vil indeholde. Dette er vigtigt, da der kan være forhold, som den indsatte ikke kan meddeles tilladelse til at udtale sig om, for eksempel indsattes sag/kriminalitet.
  • Oplysninger om hvilket slags interview der ønskes. Om det for eksempel er til en avisartikel, en podcast eller et TV-program.
  • Ansøgningen skal derudover indeholde konkrete kontaktoplysninger om dig: telefon, mail og eventuel adresse.

Efter tilladelse er meddelt

Hvis du meddeles tilladelse til at interviewe den indsatte, skal du kontakte den institution, hvor den indsatte er indsat for enten at få oprettet en telefontilladelse eller en besøgstilladelse til indsatte, såfremt du ikke allerede er i besiddelse heraf. Hvis du meddeles tilladelse hertil, kan du kontakte indsatte og gennemføre interviewet.

Du skal være opmærksom på, at den meddelte tilladelse kan være betinget af vilkår, som du skal påse.

Et af vilkårene kan være, at Danmarks Fængsler efterfølgende skal gennemse/gennemhøre det materiale, du ønsker at publicere, for at sikre sig, at betingelserne for interviewet er overholdt. Dette gælder både lyd, billeder og tekst. Såfremt Danmarks Fængsler har haft bemærkninger til det oprindelige indhold, kan Danmarks Fængsler kræve, at det redigerede materiale fremsendes til fornyet gennemgang. Du skal derfor ud over tid til sagsbehandling af din ansøgning om interview også påregne tid til efterfølgende gennemsyn af materialet. Danmarks Fængsler skal understrege, at dette alene sættes i værk for at tjekke, om de gældende betingelser overholdes. Mediet har fortsat sin redigeringsret.

Du skal også være opmærksom på, at den indsatte ikke må udtale sig om andre indsatte og ansatte, og at andre indsatte samt ansatte ikke må filmes/interviewes uden tilladelse fra Danmarks Fængsler.

Endelig skal du være opmærksom på, at eventuelle oplysninger om andre indsatte, der måtte komme til din/jeres kendskab under besøget, ikke må anvendes.