Gå til indhold
Danmarks Fængsler

Danmarks Fængslers uddannelsesindsatser spiller en vigtig rolle i forberedelsen af de indsatte til beskæftigelse eller videre uddannelse efter løsladelse. Det er derfor afgørende, at uddannelsestilbuddene i Danmarks Fængsler understøtter den enkelte indsattes vej mod arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

I uddannelsesmæssig kontekst af indsatte betragtes Danmarks Fængsler som værende ét voksenuddannelsescenter (VUC). Følgende uddannelser og/eller dele af uddannelsesforløb tilbydes i Danmarks Fængsler:

  • Almen voksenuddannelse (avu)
  • Forberedende voksenundervisning (FVU)
  • Ordblindeundervisning (OBU)
  • Forberedende grunduddannelse (FGU)
  • Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU)
  • Erhvervsuddannelse (EUD)
  • Obligatorisk grundundervisning (OGU)
  • HF-enkeltfag (højere forberedelseseksamen som fjernundervisning)

De nævnte uddannelser og uddannelsesforløb tilbydes på forskellige måder. Nogle gennemføres internt af Danmarks Fængslers fængsels- og arrestskoler via Danmarks Fængslers VUC, andre sker i samarbejde med eksterne uddannelsesinstitutioner eller folkeskoler. Derudover indkøbes undervisning også hos eksterne udbydere.

I åbne fængsler har indsatte mulighed for at læse flere uddannelser end ovenstående, enten ved fjernstudie eller ved deltagelse i undervisning uden for fængslet, hvis de opfylder gældende regler for frigang.

Læs undervisningsmiljøvurderingen for Danmarks Fængslers VUC-uddannelser her.