Danmarks Fængslers civilsamfundspulje
Danmarks Fængslers civilsamfundspulje for 2026 er offentliggjort og kan ansøges fra 1. august 2026. Fristen for ansøgninger er 15. september 2026.
Formålet med puljen
Formålet med ansøgningspuljen er at styrke civilsamfundets muligheder for at understøtte eller supplere Danmarks Fængslers indsatser rettet mod indsatte og tilsynsklienter.
Civilsamfundsorganisationers indsats udgør et vigtigt supplement til det kriminalitetsforebyggende arbejde, Danmarks Fængsler udfører, og som på forskellig vis sigter mod at give indsatte og tilsynsklienter de relevante indsigter, kompetencer og muligheder, der skal til for at etablere og leve et kriminalitetsfrit liv, når de løslades eller afslutter et tilsynsforløb.
Puljens formål er således at styrke civilsamfundets muligheder for, i samarbejde med Danmarks Fængsler og via konkrete indsatser, at bidrage til at bygge bro mellem livet indenfor og uden for murene gennem blandt andet prosociale fællesskaber og mulighed for at være der for den enkelte i kritiske faser i et varetægts- eller fuldbyrdelsesforløb og efter endt afsoning.
Orienteringsmøde d. 17. august
Mandag d. 17. august kl. 13-14 vil der være mulighed for at deltage i et online orienteringsmøde om puljen. Her vil blive introduceret til Danmarks Fængsler samarbejde med civilsamfundsorganisationer, Danmarks Fængslers kriminalitetsforebyggende arbejde samt vilkår for ansøgningen.
Bemærk venligst, at konkrete spørgsmål relateret til individuelle ansøgere ikke vil blive besvaret.
Tilmelding til LCivilsamfundspulje@dkf.dk inden d. 10. august kl. 12.00.
Frist og formalia
Danmarks Fængslers civilsamfundspulje er offentliggjort på Statens-tilskudspuljer.dk den 1. august 2026.
Ansøgningsfristen er 15. september 2026 kl. 12. Ansøgninger modtaget efter fristens udløb vil ikke blive behandlet og kommer derfor ikke i betragtning til puljemidler.
Ansøgere kan forvente at få besked om tilsagn eller afslag cirka to måneder efter ansøgningsfristens udløb.
VIGTIGT: Læs før du udfylder ansøgningsskemaet: Vilkår for ansøgning om tilskud. Danmarks Fængslers civilsamfundspuljen 2026.
Ansøgningen skal sendes til LCivilsamfundspulje@dkf.dk.
Nedenfor findes puljematerialet til brug for civilsamfundspuljen 2026.
· Vilkår for ansøgning om tilskud
· Skema til tids- og arbejdsplan
· Skabelon til oversigt over projektets organisering
Hjemmel
Puljen udmøntes med hjemmel i tekstanmærkning nr. 127 på finanslov 2026.